|
RUMALDERENS PROFET
Arthur C. Clarke og hans (frem)tid
En anden og længere version er trykt som nekrolog i Proxima nr. 87, 2008, og en yderligere udvidet version i bogen Det virtuelle cocktailparty, 2010.
Science fiction-forfatteren sir Arthur C. Clarke – i den brede offentlighed nok bedst kendt som manuskriptforfatter til Stanley Kubricks film Rumrejsen år 2001 – døde 19. marts 2008, lidt over tre måneder efter sin halvfemsårs fødselsdag. Med Clarkes død blev der sat et symbolsk punktum for en epoke i science fiction-genrens historie, som afspejlede en hel tidsalders drømme og håb.
Det tyvende århundredes science fiction var domineret af to store grundfortællinger. Den ene var fortællingen om den store katastrofe, i efterkrigstiden især atomkrigen, som lægger civilisationen i ruiner og lader menneskeheden henfalde til et barbari, hvoraf en ny civilisation eventuelt kan opstå. Denne fortælling er i sin grundholdning pessimistisk og ofte udtryk for en cyklisk historieopfattelse, hvor civilisation følger civilisation, katastrofe følges af genopbygning, ny storhed og nye katastrofer. Den anden store fortælling handlede om hvordan menneskeheden (med Clarkes udtryk) forlader vuggen og breder sig i universet, mens teknologien hele tiden avancerer, og mennesket måske i sidste ende forvandles til noget vi i dag ikke ville genkende som menneskeligt. Denne fortælling er i sin grundholdning optimistisk og udtryk for troen på et vedvarende fremskridt, i sidste ende måske endda en form for transcendens. Arthur C. Clarkes forfatterskab udtrykte i høj den grad den sidste af de to grundfortællinger og har været bestemmende for dens udvikling og cementeringen af den som indbegrebet af science fiction.
Britiske Arthur C. Clarke var prototypen på en science fiction-forfatter, videnskabeligt uddannet og til stadighed inspireret af nyopdagelser og teknologiske landvindinger. I modsætning til sin jævnaldrende forfatterkollega Ray Bradbury, der efter eget udsagn skrev science fiction for at forhindre fremtiden, skrev Arthur C. Clarke for at skabe fremtiden. Som en rumalderens profet var hans navn og hans visioner uløseligt knyttet til rumforskningen. Læs blot de danske astronomer Helle & Henrik Stubs populærvidenskabelige bog fra sidste år, Rejsen ud i rummet – de første 50 år, og læg mærke til hvor ofte, og hvor ærbødigt, der henvises til Arthur C. Clarke.
Clarke blev et ikon, og det er der sikkert flere grunde til. Han blev gerne fremstillet som en slags spåmand der blandt andet ”forudsagde” kommunikationssatellitterne. Clarke beskrev i en teknisk artikel i 1945 hvordan en rumstation i en fast bane over Jorden kunne fungere som relæstation for telekommunikation, og var således snarere opfinder end sandsiger. Tidligt i 1950’erne skrev Clarke såvel populærvidenskabelige bøger om rumforskning og rumfart som romaner om rumrejser og kolonisering af Månen og planeterne. Da rumkapløbet blev sat i gang med Sputnik i 1957, var Clarke den rigtige mand på det rigtige tidspunkt, og mange af rumforskningens pionerer har erkendt deres gæld til ham som inspirationskilde. At Clarke opnåede en bred berømmelse som er få science fiction-forfattere forundt, skyldtes især samarbejdet med Kubrick om Rumrejsen år 2001, med udgangspunkt i Clarkes novelle ”Skildvagten” fra 1951. Udover at være en på mange måder usædvanlig film havde også 2001 en perfekt timing med premiere i 1968, året før interessen for rumfart kulminerede med den første bemandede månelanding (som Clarke kommenterede for den amerikanske tv-station CBS). En sidste faktor der bidrog til Clarkes ikonstatus, var at han fra og med 1956 var bosat på Sri Lanka hvor han dyrkede sin anden store interesse: dykning og havforskning. Det har utvivlsomt givet ham et mere eksotisk image end hvis han havde slået sig ned på en gård i sin barndoms Somerset.
...
Oplevelsen af Arthur C. Clarkes død som afslutningen på en epoke styrkes af at engelsksproget science fiction dermed har mistet den sidste af de tre store forfatternavne der igennem flere generationer dominerede landskabet. De to andre var den herhjemme forholdsvis ukendte Robert A. Heinlein (1907-1988) og den på dansk noget bedre repræsenterede Isaac Asimov (1920-1992), kendt for bl.a. robothistorier. Asimov var talsmand for at genrens primære opgave bestod i at gøre ungdommen interesseret i naturvidenskaben. Det er en opfattelse som mere litterært orienterede forfattere og læsere har taget afstand fra, fordi den ghettoiserer science fiction og reducerer litteratur til popularisering. Ikke desto mindre er Asimovs mission i et vist omfang lykkedes, idet undersøgelser viser at eksempelvis mange fysikstuderende er blevet inspirerede af science fiction til at give sig i kast med et naturvidenskabeligt fag. I en tid hvor religionerne igen i mange sammenhænge sætter dagsordenen og naturvidenskabens stilling i uddannelsesvæsenet til stadighed diskuteres, får Asimovs formålserklæring ny aktualitet.
Clarkes fortjeneste er i denne sammenhæng at han i sine bedste værker formåede at formidle en storhed i det videnskabelige perspektiv, så det ikke bliver en på forhånd tabt kamp mellem de kolde ligningers fornuft og menneskeverdenens (og religionens) følelse, men en kamp mellem oplevelser, hvor det naturvidenskabelige verdensbillede ingenlunde betyder at vi skal give afkald på ærefrygten over for noget der er større end os. Clarkes sprog blev poetisk når han med åbenlys fascination skildrede universets undere, både de fiktive og de faktuelle.
...
Når Arthur C. Clarke i løbet af 1950’erne for alvor indskrev sig i science fiction-genrens historie, skyldtes det især to visionære romaner hvor forfatteren fandt den helt store pensel frem: Ud af barndommen fra 1953 og Byen og stjernerne fra 1956. Disse fortællinger strækker sig umådeligt i tid og rum og har hele menneskehedens, ja hele universets skæbne som tema. Det er bøger der har bemægtiget sig unge læseres sind gennem generationer.
De fleste læsere – og forfatteren selv, ifølge en indledende note – har et noget tvetydigt forhold til kulminationen på Ud af barndommen hvor menneskeheden forvandles til en superorganisme med én fælles bevidsthed. Der er andre tvivlsomme momenter i forfatterskabet, for eksempel et tilbagevendende tema om gudelignende rumvæsener der griber ind i menneskehedens historie eller livets udvikling på Jorden. Fra de såkaldte Overherrer i Ud af barndommen (der dog ironisk nok ligner middelalderlige djævle) over monolit-civilisationen i Rumrejsen år 2001 til diverse fremmede racer i Clarkes alderdomsværker, er det udenjordiske intelligenser der afgør menneskets skæbne. Den pointe er svær at sluge for mange, men her bør man huske at forfattergenerationen før Clarke ofte skildrede jordmenneskene som det udsete folk der var bestemt til at erobre universet med sværd og/eller strålepistol i hånd.
Der er blevet sagt og skrevet meget om det paradoks at Clarke på den ene side var rationalitetens og teknologiens fortaler, på den anden side tilsyneladende havde en hang til mysticisme. Paradokset er noget overdrevet. Forklaringen kan findes i en af Clarkes egne berømte sentenser: En tilstrækkelig avanceret teknologi vil ikke være til at skelne fra magi. Når Clarke skildrede den fjerne fremtid og mødet med højtudviklede fremmede civilisationer, formidlede han som nævnt en ærefrygt der giver påmindelse om religiøse følelser, men verdensforklaringen var rationel. Privat var Clarke stærkt kritisk over for religion og mystik af enhver art. At læse al Clarkes fiktion på samme måde ville desuden være at undervurdere ham. Nogle historier var oprigtige bud på en mulig fremtid og universets mulige beskaffenhed; andre var blot fantasifulde påfund. Således også den berømte novelle ”Guds ni milliarder navne” fra 1953, hvor en munkeorden i Himalaya anskaffer en computer for hurtigere at kunne opfylde menneskehedens angiveligt eneste formål, nemlig at opregne alle Guds navne – og stjernerne vitterlig slukkes på himlen da beregningen er afsluttet. En sådan fortælling er næppe udtryk for noget religiøst verdensbillede, men snarere for en forfatter der er så overbevist forankret i naturvidenskaben at han med et glimt i øjet kan opstille det ultimative ”hvad nu hvis”: Hvad nu hvis det viste sig at være os og ikke fundamentalisterne der tog grueligt fejl?
...
Da jeg for nylig deltog i en paneldiskussion om Clarkes forfatterskab med blandt andre den amerikanske forfatter Norman Spinrad, og vi fra salen fik spørgsmålet om hvilken Clarke-bog man skulle begynde med, var der spontan enighed i panelet: Rendezvous med Rama fra 1972. Dette fine eksempel på Clarkes romankunst besidder en næsten minimalistisk styrke: en ren fortælling uden komplikationer, intriger og digressioner, ja nærmest uden plot i gængs forstand. Det mægtige, tilsyneladende ubeboede rumskib Rama passerer forbi Jorden, og menneskene har kun et begrænset tidsrum til at forsøge at løse dets gåder. Det er i én forstand en primitiv roman, men uforglemmelig i sine billeder.
Ved siden af romanerne og et utal af faglitterære værker skrev Arthur C. Clarke også over hundrede noveller hvoraf en hel del kan findes på dansk i samlinger som Ti verdener, Ekspedition til Jorden og Fra Den Hvide Hjort. Mange er med større eller (ofte) mindre held humoristiske. Andre er en slags fremtidsrealisme, der skildrer små hverdagshændelser i rummet – som ”Hvem dér?” fra 1958, hvor en astronaut er ved at dø af skræk da han mærker noget i sin rumdragt. Det viser sig at være en kattekilling …
Endelig er der en række allerede klassiske historier der viser Clarke som forkynder af en fantastisk verden. Der er noget tragisk, en følelse af tab eller uopnåelighed, over flere af disse kosmiske visioner. Gribende bliver det i ”Stjernen” fra 1955 om en rumrejsende præst hvis tro udfordres ved mødet med en tragisk katastrofe der forklarer stjernen over Bethlehem. Selv en humoristisk historie som ”Historietime” fra 1949 er lige så isnende som den er sjov. Mange år efter at mennesket er uddødt på Jorden, finder intelligensvæsner fra Venus en intakt lille jordisk film som de bygger hele deres viden om menneskets civilisation på – en Disney-tegnefilm. Det er en morsom pointe, men også et smerteligt billede på grænserne for vores erkendelse.
Der er selvfølgelig også noveller som tiden har været mere hård ved, og såvel de pudsige pointehistorier som de mere vidtrækkende visioner kan forekomme langt væk fra den aktuelle virkeligheds politiske og psykologiske realiteter. Et af de få steder hvor Clarke tager alvorlige samtidsemner op, er i den udskældte og ukarakteristiske ”Jeg husker Babylon” fra 1960. ”Jeg husker Babylon” udtrykker Clarkes bekymring over hvordan hans berømmelige kommunikationssatellitter vil gøre det umuligt at kontrollere hvad der transmitteres over landegrænser. I modsætning til computergenerationens forfattere, som William Gibson, der glæder sig over den fri informationsstrøm, er Clarke foruroliget over at det ikke vil være muligt at udøve censur, da han får indblik i et kommunistisk komplot om at svække Vestens moral ved at oversvømme USA med voldelig og pornografisk underholdning. Det er en mærkelig tekst når man læser den i dag, på en gang lige på sømmet i sin diagnose af hvad nye elektroniske medier i praksis vil blive brugt til, og samtidig med verden vendt på hovedet, da det jo i stedet har været de store statsdiktaturer der har frygtet og værnet sig mod vestlig dekadence. Novellens antikommunisme virker lidt påklistret, måske et forsøg på at ramme datidens amerikanske marked (mange af Clarkes egne visioner om velgørende verdensregeringer havde kommunistiske overtoner), hvorimod dens noget seksualforskrækkede moralisme forekommer mere oprigtig (ironisk nok blev novellen trykt i Playboy). Meget af kritikken har været lige så koldkrigsagtig som novellen selv – således havde 68-generationens kritikere det ikke spor godt med at Maos Kina kunne fremstilles som andet end forbilledligt.
...
”Vor tids Jules Verne.” Således præsenteres Arthur C. Clarke i 1969 på bagsiden af den danske udgave af romanen over 2001. Sammenligning virker mere og mere rimelig, og hvis min egen søn en dag skulle fatte interesse for En verdensomsejling under havet og Den hemmelighedsfulde ø, skal jeg med god samvittighed anbefale ham at gå videre med Ud af barndommen og Rendezvous med Rama.
Clarke var – valgte bevidst at være – en optimist der satte ubetinget lid til oplysning og fornuft. I en henkastet sætning kunne han skrive at rumforskningen samlede menneskeheden om nye mål så den lagde krig og strid bag sig. De elektroniske medier muliggjorde direkte demokrati på verdensplan – man skulle bare lige opdrage verdens befolkning til det ansvar først. Verdens religiøse kræfter ville opgive deres tro hvis de blev konfronteret med fakta. I den uoversatte roman The Deep Range fra 1957 om ”opdyrkning” af verdenshavet (titlen kan oversættes noget i retning af ”Prærien i dybet”), beskrev han religionens fremtid sådan her: ”Buddhismens tre store rivaler var bukket under, og den var nu den eneste religion der stadig besad nogen form for reel magt over menneskers sind. Kristendommen, der aldrig helt var kommet sig over det knusende slag som Darwin og Freud havde tildelt den, var til sidst med ét bukket under for de arkæologiske opdagelser i slutningen af det tyvende århundrede. Den hinduistiske religion havde med sit fantastiske opbud af guder og gudinder ikke formået at overleve i en videnskabeligt rationalistisk tidsalder. Og den muhamedanske tro, der var svækket af de samme kræfter, havde lidt et yderligere tab af prestige da den opgående Davidsstjerne havde overstrålet Profetens blege halvmåne.”
Det er svært at læse sådan noget i dag uden at krænge læberne i et hånligt smil og tænke på hvor virkelighedens år 2001 har ført verden hen. Der er noget puerilt over drømmen om mennesket der glemmer sin grådighed efter penge og magt, sine irrationelle impulser, sit begær og sin aggression, fordi det er så spændende at tage til Mars.
Denne fremtidstro er den store svaghed ved Clarkes værk – og dets helt store styrke. Det er en drøm, ikke et politisk program. At læse Clarke er som at høre John Lennon synge ”Imagine”. Verden er ikke sådan, men tænk nu hvis den var …
Arthur C. Clarke udtrykte forbløffelse over at mennesket nåede Månen så tidligt, men endnu større var hans forbløffelse over at rumprogrammet så hurtigt blev opgivet igen – han troede at det var startskuddet på det store eventyr han havde beskrevet i sine bøger. Men det rystede ham ikke. Han var overbevist om at det blot var et midlertidigt tilbageslag, at man på et tidspunkt vil genoptage rumfarten i stor stil, og at det vil være til glæde og gavn for menneskeheden.
Den 21. april i år talte den kendte fysiker Stephen Hawking i Washington i anledning af NASA’s 50 års jubilæum. Hans budskab var klart: Udgifterne til rumforskning bør tidobles. Vi skal have mennesker til Månen igen og snart derefter til Mars. ”Ubemandede missioner er meget billigere og kan nogle gange levere flere videnskabelige data, men de appellerer ikke i samme grad til offentlighedens fantasi,” sagde Hawking og argumenterede ganske i Clarkes ånds for at kolonisering af verdensrummet vil sikre menneskehedens overlevelse på lang sigt.
Arthur C. Clarke er død. Er drømmen mon også?
Tilbage til Det virtuelle cocktailparty
Links:
ArthurCClarke.net
Proxima - Dansk science fiction-tidskrift
|
