|
Ann Marriner Tomey & Martha Raile Alligood: Sygeplejeteoretikere. Bidrag og betydning for moderne sygepleje. Munksgaard 2011.
Bogen er en indføring i de forskellige sygeplejeteoretiske traditioner og deres vigtigste begreber og gennemgår et bredt spektrum af internationalt anerkendte sygeplejeteoretikere, både den omtalte teoretikers biografi og dennes teori, filosofi eller modeller. Bogen er målrettet studerende på sygeplejerskeuddannelsen samt studerende på cand. cur. uddannelsen.
''Oversættelsen er fantastisk flot, og teksterne er meget læsevenlige og folder sig ud i et legende let sprog.'' - Vibeke Lorentzen i Sygeplejersken 10.2011
Amy L. Fraher: Ledelse og samarbejde i højrisikoarbejde. Hans Reitzels Forlag 2010.
I højrisikoteam - flybesætninger, politi, militær, hospitalspersonale og redningsfolk - kan selv mindre fejl betyde liv eller død. I disse arbejdsmiljøer er faren hele tiden til stede. Derfor er gruppedynamikken i højrisikoteam ekstremt vigtig at lære af for alle professionelle inden for grupper, team og organisationer. Forfatteren gennemgår centrale begreber og teorier til at belyse og forstå de dynamikker og arbejdsformer som opstår.
Jostein Gripsrud: Mediekultur, mediesamfund. Hans Reitzels Forlag 1. udg. 2005, 2. udg. 2010.
Mediekultur, mediesamfund er en grundbog i medievidenskab, der forener et humanistisk, samfundsvidenskabeligt og historisk perspektiv. Med udgangspunkt i den enkeltes relation til massemedierne præsenteres feltets centrale områder: identitet, påvirkning, sociale forskelle, semiotik, hermeneutik, retorik, narratologi, offentlighed og demokrati, produktion m.m. Jostein Gripsrud er professor i medievidenskab ved Universitetet i Bergen.
Dag Ingvar Jacobsen og Jan Thorsvik: Hvordan organisationer fungerer. Hans Reitzels Forlag 2008.
2. udgave af denne ''nyklassiker'' indeholder omfattende ændringer og justeringer i det faglige indhold. Der er også lagt vægt på at gøre den pædagogiske fremstilling af det faglige stof endnu bedre. Blandt andet indledes hvert kapitel nu med bogens gennemgående case. Bogen er opdateret med den nyeste forskning og teori; blandt andet behandles flere af de nye fænomener inden for organisationsudvikling i denne udgave, f.eks. ''corporate governance'' og virksomhedens samfundsansvar.
Insoo Kim Berg og Peter Szabo: Løsningsfokuseret coaching. Hans Reitzels Forlag 2007.
Det centrale tema i bogen er den løsningsfokuserede metode i coaching-samtalen. Hvordan skabes en samtale som over kort tid er udviklende for fokuspersonen i bestræbelsen på at skabe og opstille klare mål? Forfatternes position bygger på et rationale om at fokuspersonerne selv har evnen til at reflektere over hvilke mål der er bedst for dem selv, og hvordan de opnår disse mål. Insoo Kim Berg var en af grundlæggerne af den løsningsfokuserede metode og underviste ved Brief Family Therapy Center.
David Howarth: Diskurs, En introduktion. Hans Reitzels Forlag 2005.
Diskurs og diskursanalyse har i stigende grad bidt sig fast som begreb og metode inden for samfundsvidenskab og humaniora. Diskurs er en kort, men dækkende introduktion til de forskellige teoretiske positioner inden for feltet. Bogen tager afsæt i den poststrukturalistiske tradition og gennemgår begrebets brug og forvandlinger hos især Saussure, Lévi-Strauss, Gramsci, Althusser, Foucault, Derrida og Laclau & Mouffe. David Howarth er lektor i politisk teori ved University of Essex.
Erving Goffman: Social samhandling og mikrosociologi. En tekstsamling. Hans Reitzels Forlag 2004. Oversat i samarbejde med Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen.
Med dette udvalg foreligger for første gang muligheden for på dansk at orientere sig i udvalgte og centrale dele af den canadisk-amerikanske sociolog og socialpsykolog Erving Goffmans omfattende forfatterskab, der med sit mikrosociologiske sigte rettede sig mod menneskers sociale samhandling. Udvalget viser nye sider af Goffmans blik på hverdagslivets tilsyneladende trivielle, uanseelige og upåagtede aktiviteter mennesker imellem.
T.H. Marshall: Medborgerskab og Social klasse, Hans Reitzels Forlag 2003. Forord af Jørn Loftager.
Marshalls essay Medborgerskab og Social klasse fra 1950 er for længst blevet en klassiker og er ikke til at komme uden om, når det drejer sig om medborgerskab, velfærdsstat og demokrati. Vi har her at gøre med en tekst, der stilistisk såvel som indholdsmæssigt stadig imponerer ved sin skarphed og sin insisteren på et mere og mere lige medborgerskab inden for rammerne af et kapitalistisk samfund.
''Smuk dansk oversættelse'' - Peter Wivel, Politiken
John B. Thompson: Den politiske skandale, Magt og synlighed i mediealderen, Hans Reitzels Forlag 2002.
Det er skandalen af den saftigste politiske slags der udforskes i denne bog, fra Profumo over Watergate til Clinton-Lewinsky-skandalen. John B. Thompson opstiller her en skandalernes typologi: Hvad kendetegner den politiske skandale, og hvorfor indtager den så prominent en plads i medierne og i den offentlige debat? Hvad er de samfundsmæssige og politiske konsekvenser? Kendetegner skandalen i højere grad det demokratiske samfund end andre samfundsformer?
John B. Thompson: Medierne og moderniteten, En samfundsteori om medierne, Hans Reitzels Forlag 2001.
Medierne og moderniteten viser hvordan udviklingen af kommunikationsmedierne - fra den tidligste bogtrykkekunst til de seneste former for elektronisk kommunikation – på yderst kompliceret vis var vævet sammen med en række andre udviklingsprocesser, som under ét har været bestemmende for det vi benævner ''moderniteten''. John B. Thompson er lektor i sociologi ved University of Cambridge og står sammen med Anthony Giddens i spidsen for det markante akademiske forlag, Polity Press.
Links:
Køb bøgerne fra Gyldendal Akademisk
|