BOGANMELDELSE

DET SEKSDIMENSIONELLE ROMAN

HJERNEN
Roman af Erwin Neutzsky-Wulff
Borgen 2006
984 sider, kr. 499,95

Oprindelig trykt i Proxima nr. 85, 2007. Genoptrykt i bogen Det virtuelle cocktailparty, 2010.

Mange ting kan man beskylde Erwin Neutzsky-Wulff for, men mangel på ambition er ikke en af dem. Med sin seneste bog – ''roman’‘ er en tilsnigelse, for bogen er med forfatterens egne ord ''næppe […] i stand til at overholde en eneste af romanformens konventioner'' (s.16) – forsøger han ikke alene at skabe en helt ny litteraturform, men sågar en helt ny virkelighed, idet en af bogens pointer er at det virkelige og det uvirkelige udgør et kontinuum. Når læseren har nået sidste side og lukket bogen, træder han angiveligt ud i en ny verden; hverken læsningen af Hjernen eller hjernens dermed afledte læsninger hører nogen sinde principielt op.

Hovedpersonen Joel Williams er hjerneforsker. Han er hverken drevet af jagt på rigdom, berømmelse eller indsigt, men kun af ét: ønsket om reel, fysisk udødelighed. Alt og alle omkring ham er kun midler til dette mål, som han endelig ser en mulighed for at realisere da det bliver muligt gradvist at udskifte hjernens dele med kunstige og mere holdbare proteser, ikke ulig Ndoli-apparatet i Greg Egans forfatterskab. Der bruges mange sider på de neurologiske detaljer, men de ydre omstændigheder volder påfaldende lidt besvær. Rigmanden og teknologiguruen Harry Bates lægger penge og hemmeligt laboratorium til, så der er hverken problemer med fundraising, publiceringskrav eller videnskabsetiske komiteer. Bates og hans forskningsfæstning er i familie med Arthur Pollard i Neutzsky-Wulffs roman 2000 (1991), med Stranger in a Strange Land’s Jubal Harshaw og lignende skikkelser i Robert Heinleins sene forfatterskab, og med klassikernes gale/geniale opfindere i ensomt beliggende slotte. På den måde minder det, al cutting-edge neurobiologien til trods, stemningsmæssigt mere om gotik end om moderne science fiction – selv om det straks skal være sagt at science fiction bredt har det med at ignorere alt hvad der vedrører forskningsfinansiering og den lange vej fra prototype til produktion.

Karakteristisk for forfatterskabet fører den gradvise udskiftning af Joels hjerne med proteser ikke til umenneskeliggørelse, men derimod til at Joel bliver mere menneskelig, og den følelseskolde og ensporede udødelighedsjæger forelsker sig nu hovedkulds i forskerkollegaen Sarah. Hans følelser bliver ikke umiddelbart gengældt, men på dette stadium undergår både Joels virkelighed og den almindeligt fremadskridende fortælling en forandring, da Joels verden ændrer sig med tilbagevirkende kraft. Hans triste og forsømte hustru forsvinder ud af billedet, og i stedet har han nu hele tiden været gift med Sarah, der for sin del har forvandlet sig fra ironisk distanceret videnskabskvinde til hengiven elskerinde med hang til underkastelse og stuepigeuniform.

I endnu noget af et spring bliver Joels bevidsthed overført fra proteserne til at være indfældet i selve rumtidens struktur. Ligesom Kurt Vonneguts Billy Pilgrim fra Slagtehal 5, et værk der tilsyneladende sendes flere hilsner til, er Joel nu ''unstuck in time'', men i en endnu mere radikal forstand end hos Vonnegut. Joel har opnået sin udødelighed, men ikke som en medicinsk forlængelse af levnedsløbet – at opleve evigheden er at have adgang til både uendelig fremtid og uendelig fortid. Hans bevidsthed færdes frit i tid og rum, såvel som alle tænkelige alternative verdener. Science fiction-rationalet for Sarahs forvandling er således at Joel ubevidst vælger den parallelverden der bedst opfylder hans ønsker. Sarahs bevidsthed bliver nu også indfældet i rumtiden, så han opnår at få en ledsager i evigheden.

Der refereres i teksten til bogen som en seksdimensional roman. Det skal angiveligt forstås sådan at begivenhederne ikke alene udspiller sig i de tre rumlige dimensioner plus tiden; disse fire dimensioner udgør selvstændige kontinua, og den femte dimension får vi ved at bevæge os på tværs af disse kontinua. Den sjette dimension – og her er det at bogen rækker ud over gængs parallelverden-science fiction – er overgangene mellem det potentielle og realiserede, eller mindre science fictionelt: den ånd der ligger til grund for, men uden for verden(erne). En anden forklaringsmodel som Hjernen selv leverer, er at det er en roman, ikke om guder, men om menneskene set fra guders synsvinkel.

Handlingen herfra lader sig dårligt referere, i og med at der i sagens natur slet ikke er tale om en handling i traditionel forstand. Joel og Sarahs oplevelser udspiller sig over de næste ca. 700 sider blandt meget andet på Jesu tid, i et alternativt 1700-tals Frankrig, i en simuleret virkelighed styret af gudelignende aliens i et fjernt solsystem, og i forskellige varianter af de næste 2-300 års fremtidshistorie. Varianterne har dog alle det til fælles at fremtiden byder på en afslutning på teknologiens epoke og en overgang til et decentralt agrarsamfund. At katastrofens årsag i nogle tilfælde skyldes den overløbne videnskabsmand Richard David – noget i retning af unabomberen udstyret med af atomvåben – i andre tilfælde cyberterrorister ændrer ikke på det principielle fremtidsbillede. (Cyberterroristerne skildres i øvrigt som langt farligere end traditionelle flykaprere og bombemænd – måske en pointe i forlængelse af Neutzsky-Wulffs idé som edb-forfatter i 1980’erne om at oprøret ville komme fra computerungdommen, ikke fra de uformulerede BZ-miljøer).

I lighed med moderne anarkister som Noam Chomsky opfatter Neutzsky-Wulff de liberale demokratier som lige så begrænsende som diktaturstaterne. Hvor dissidenter i diktaturer fængsles eller ''forsvinder'', oplever de i demokratier de facto Berufsverbot, og hvor diktaturer bekæmper kritiske holdninger med deciderede censurforanstaltninger, sker det i demokratierne med den mere subtile mekanisme Chomsky kalder the manufacture of consent – infrastrukturen gør det umuligt for alternative fortolkninger at blive taget alvorligt, for eksempel fordi taletiden i de dominerende medier typisk er få sekunder. Er Neutzsky-Wulff helt på linje med Chomsky i disse analyser, ville nyanarkisterne til gengæld nok studse over begejstringen for naturreligion og lavteknologiske feudalsamfund. Selv om troglodyt-ideologien ikke er så fremherskende som i Verden (1994) eller det tidligste forfatterskab, har Neutzsky-Wulff aldrig frigjort sig fra de elementer der giver påmindelser om socialdarwinisme. Således prises den høje børnedødelighed i det fremtidige samfund som ''naturens egen eugenik'' der langt bedre end den medicinske videnskab formår at højne befolkningens sundhedstilstand (s. 589).

Må man selvfølgelig spørge sig om det overhovedet er retfærdigt at skyde forfatteren selv disse uhyrligheder i skoene, eller – som Fakkel-partisanerne i sin tid yndede at hævde – at det blot er et spørgsmål om fortællerposition. Man kan som modargument pege på at lignende formuleringer florerer i andre typer tekster, men også i sine faglitterære værker taler Neutzsky-Wulff med flere tunger, måske fordi han ligesom sit forbillede Søren Kierkegaard søger at manipulere læseren ved at skifte maske undervejs. Det er en kritik der er blevet fremført mange gange, at uanset hvad romanpersonerne skal repræsentere, så snakker de altid som Erwin Neutzsky-Wulff.

Det er et stilistisk valg der er svært at forstå, men at det er et valg, kan der ikke herske tvivl om når man betragter de steder hvor forfatteren bevidst lægger stilen om. Det gør indtryk at opleve et fuldstændigt brud som den følsomme lille dialog i 1800-tals stil s. 457-60. Dette gælder også Shakespeare-imitationen i 7. dels kapitel 4, hvor Neutzsky-Wulff ikke alene leverer en længere, fiktiv Shakespeare-passage på engelsk, men desuden præsenterer hele to danske oversættelser i henholdsvis Lembckes og Østerbergs stil. Det er en fornøjelse at overvære som artisteri nu altid er det, men kapitlets primære formål synes alene at være at demonstrere forfatterens spændvidde for at kunne tilbagevise kritik om stilistisk uformåen.

Det falder i øjnene at bogen er fri for mange af de irritationsmomenter der har præget Neutzsky-Wulffs romaner fra de sidste 10-15 år. For det første er der, hvad man så ellers måtte mene om projektet, en åbenlys sammenhæng mellem form og indhold. Det gængse kritikpunkt om unødige (og ikke mindst unødigt lange) digressioner fra hovedhandlingen lader sig dårligt fremføre når hele fremstillingens ide er at den skal foregå under evighedens synsvinkel.

For det andet spiller Neutzsky-Wulff som interpolerende fortæller eller ligefrem person i handlingen en mindre fremtrædende rolle end i eksempelvis Verden, Døden (1996) og Rum (2001). Vi skal helt frem til side 375 før Neutzsky-Wulff selv træder ind på scenen i en ironisk passage hvor han med vanlig selvopfattelse fremstiller sig selv som kulminationen på filosofihistorien.

For det tredje er der heller ikke så mange af de rablende passager hvor Neutzsky-Wulff udøser sin galde over alt og alle uden mærkbar skelnen mellem små og store synder. Et af de få steder hvor det for alvor bliver perfidt, er kapitlet ''Vampyren'' der former sig som et regulært karaktermord på den feterede klassikeroversætter Otto Steen Due. Det er svært at have rigtig ondt af Due, der ikke selv er nogen subtil polemiker når han svinger svøben over dem han finder inkompetente, men man må unægtelig spørge (for nu at vælge en passende jargon): Cui bono? Hvis filologen i Neutzsky-Wulffs øjne er så lille en mand, og Hjernen så mægtigt et litteraturhistorisk monument, hvad er så Dues adkomst til evigheden? Måske noget med at oversætteren står som et billede på det etablerede system – her universitetsverdenen og den anerkendte litteratur – som Wulff foragter, en populær formidler der reducerer visdom til underholdning, og en af de akademikere der, som det hedder andetsteds, kun kan skrive af efter andre og slå op i standardordbøger. Som konkret kritikpunkt bliver der her gjort nar ad at Due oversætter Ovids ''lurida aconita'' til ''gustne gifte'' snarere end gifte der får offeret til at blegne. Om Dues oversættelse bygger på en opfattelse af sammenstillingen som en bevidst stilistisk figur vides ikke, men at kopiere blindt kan man næppe beskylde ham for. Jeg har ikke bekvemmet mig til universitetsbiblioteket for at slå efter i de gængse kommentarer til Metamorfoserne, men et hurtigt ordbogsopslag i henholdsvis Jensen & Goldschmidt og Lewis & Short giver oversættelsen ''som gør bleg'', i Lewis & Short endog med reference til det konkrete tekststed – og mere standard bliver det vist ikke.

Hvis selvpromoveringen og de hidsige udfald til højre og venstre er irritationsmomenter, så er de nok lige så meget passager som Neutzsky-Wulffs læsere elsker at hade, afsnit man sidder og venter på for at finde pervers fornøjelse i at konstatere at de bare er for meget. Noget lignende kan vel siges om det fjerde eksempel, det seksuelle indhold. Alle Neutzsky-Wulffs romaner er i egentligste forstand pornografiske, hvad de nødvendigvis må være, når seksualiteten fremhæves som tilværelsens urgrund. Seksualiteten er da også lige så gennemgående og gennemtrængende i Hjernen som i hans øvrige bøger, men af en eller anden virker de pornografiske passager mindre påtrængende end ellers. Måske er en del af forklaringen at Neutzsky-Wulff mange af stederne dyrker en litterær pornografi der benytter de velkendte virkemidler fra O’s historie og andre af genrens klassikere: Hvis indholdet er sjofelt, er ordvalget sobert, og jo mere ekstremt det skildrede er, jo mere nøgternt bliver sproget, med så meget desto mere appel til fantasien. Det er altså langt mellem de uartige ord; i stedet tales der om at ''[hun] anbragte sig i den stilling, som er naturlig for væsner med mere end to ben'' (s. 413) og om trangen til at ''maltraktere det bløde kød'' (s. 183). De pornografiske passager er udpræget og uden undtagelse sadomasochistiske, i de fleste, men langt fra alle tilfælde med manden i den dominerende rolle, så om de siger en noget vil i høj grad afhænge af om man selv har, om jeg så må sige, en rem af huden.

For år tilbage skrev jeg i en anmeldelse af Neutzsky-Wulff at jeg havde intellektuelle indvendinger mod hvad det pågældende værk repræsenterede, men at jeg måtte være ærlig og indrømme at jeg i første omgang simpelt hen slugte bogen. Hvis jeg skal være lige så ærlig omkring Hjernen, må jeg omvendt sige at jeg tager hatten af for projektets vældige ambition, men at det simpelt hen ikke var en bog der fascinerede mig. Det har den til fælles med mange af forfatterens bøger fra den seneste årrække – måske med undtagelse af Rum, der ellers rummer hele det ovennævnte katalog af unoder og tillige er lige så uudgrundelig som Hjernen, men ikke desto mindre var et værk jeg ikke kunne slippe. Om det er forfatterskabet eller mig der har ændret sig, skal jeg ikke sige – jeg er såmænd åben over for Neutzsky-Wulffs udlægning om at hans læsere falder fra når de når over et vist indtægtsniveau, eller som det hedder i Hjernen: ''Joels historier var […] ikke at foragte, om end lidt for underlige for folk, der havde passeret de tredive. Unge menneskers hjerner er nu engang grød, hvilket altid er at foretrække for kold, stivnet grød.'' (s.624)

Som ren og skær læseoplevelse har Hjernen mest at byde på i anden halvdel i en række kapitler der fremstår som selvstændige noveller. Det er fortællinger i mange genrer, en skønsom blanding af klassisk novellistik og The Twilight Zone. Her er det uforglemmeligt bizarre som ''Regn'' om den franske by hvor det begynder at regne med blod og sæd og menneskelegemer, ''Skrigene'' der er en effektiv og uhyggelig drejning af historien om det hjemsøgte hus, den gribende ''Dagen'' om en slags menneskelig døgnflue, og naturligvis en række satiriske tekster hvor vi endnu engang får udlagt den moderne liberalisme som verdenshistoriens nulpunkt. Reelle science fiction-tekster bliver det også til, som ''Invasion'' om en virus fra rummet der bemægtiger sig hver eneste celle i menneskekroppen og styrer værtsorganismens impulser, med den pointe at det lige præcis er hvad vores selviske gener gør i forvejen. Det er en god pointe, og én man gerne havde set foldet ud i en mindre skitseagtig fortælling.

Hvis anmeldelsen skal munde ud i noget der minder om en forbrugervejledning, må det vel være noget med at man med fordel kan anskaffe sig eller låne bogen, læse spredt i den (hvad man kan gøre da så mange kapitler og passager umiddelbart hviler i sig selv) og efterhånden se om den fascinerer så meget at man vil give sig i kast med den fra ende til anden. Den tager trods alt kortere tid at læse end Krig og fred eller På sporet af den tabte tid, og er såmænd heller ikke meget længere end Brødrene Karamasov og Ulysses.

Tilbage til Det virtuelle cocktailparty

Links:

Erwin Neutzsky-Wulffs hjemmeside

Proxima - Dansk science fiction-tidskrift