ANMELDELSE

Helene Uri: ”Hvad er sprog”. Oversat af Ole Thornye efter ”Hva er språk” (2004). 198 sider. Akademisk Forlag 2006.

Helene Uri er både doktor i lingvistik og skønlitterær forfatter; i sidstnævnte egenskab er hun blevet kaldt en norsk Fay Weldon. Hun har tidligere været tilknyttet Oslo Universitet, men er i dag forfatter på fuld tid. Om sit karriereskift har hun sagt, at det er sjovere at bruge måneder på at skrive for tusinder af mennesker end at bruge år på at skrive noget, der kun bliver læst af en snes.

Med denne baggrund burde hun være godt rustet til at skrive en populær bog om sprog og sprogvidenskab, og hun har da også tidligere forsøgt sig med sprogbøger for børn og unge: Den Jostein Gaarder–agtige ”Anna på fredag” (1995, da. ”Sproget er godt fundet på” 1997), der i hvert fald herhjemme fik en ret kølig modtagelse, og den langt mere vellykkede ”Store faktaboka om språk” (1998), som på dansk udkom med den besynderlige titel "Majonæsekrig og radiser fra neden" (2002).

En rundtur i sprogvidenskabens discipliner

”Hvad er sprog” er Uris bud på en populærvidenskabelig fremstilling for voksne. Bogen er opbygget i tre dele, ”I går”, ”I dag” og ”I morgen”, som beskæftiger sig med henholdsvis: sprogets oprindelse og sprogenes historiske udvikling; indlæring af modersmål og fremmedsprog, og forskelle og ligheder sprog imellem; og endelig de nordiske sprog og dialekters fremtid. Bogen kommer altså godt rundt i mange af sprogvidenskabens discipliner, og som altid er der både plusser og minusser ved at brede sig så meget. Da tekstmængden er ret overskuelig, kommer mange interessante og komplicerede problemstillinger til at nøjes med få linjers omtale. Stærkest står bogen efter min mening i de typologiske afsnit, hvor forfatteren virker meget på hjemmebane, når hun skal illustrere, hvordan alverdens sprog er opbygget. Det er meget pædagogisk fremstillet med eksempler og detaljer, som også den sprogligt velfunderede læser kan drage nytte af og glæde sig over.

Dansk set fra Norge

At oversætte en bog om sprog er af gode grunde anderledes end at oversætte en bog om et vilkårligt andet emne. Eksemplerne kan ikke bare gengives blindt, og den danske læser vil nok hellere høre om danske dialekter end om nynorskbevægelsens fremtid. Oversætteren og de danske konsulenter (Jens Normann Jørgensen og Tore Kristiansen) får da nærmest karakter af medforfattere, som Uri også er inde på i sit forord til den danske udgave.

At tage en norsk bog og omskrive til danske forhold og emner kan nemt virke som at gå over broen efter vand, men flere steder giver det norske et interessant perspektiv på danske emner, for eksempel når hun pukker på danskernes intolerance over for egne dialekter. Andetsteds kritiseres dansk retskrivning for, at der er for langt mellem lyd og skrift. Det synspunkt kommer man nok ikke langt med i et land, hvor man på tyvende år harcellerer over, at nogen kunne finde på at foreslå stavemåden ”majonæse”! (I øvrigt er det sine steder lidt uklart, om Uri gengiver egne holdninger eller refererer sine konsultenter).

Voksende konkurrence på markedet

Dengang jeg læste på universitet, var der stort set kun én velanskrevet populærvidenskabelig bog om sprogvidenskab, nemlig Keith Browns ”Linguistics Today” (jeg skrev den vist på pensumlisten til samtlige eksaminer). Siden Steven Pinker kridtede banen op med ”The Language Instinct” (1994) og Ray Jackendoff samme år udgav ”Patterns in the Mind”, er der fulgt mange bøger efter. Også på dansk, hvor vi blandt andet er blevet velsignede med nyligt afdøde Ebbe Spang-Hanssens ”Sprogets verden og din” (2002), hvis pædagogiske scoop er at tage afsæt i betydningssiden for at komme rundt i sprogets mange facetter.

Markedet er altså blevet hårdere, og på denne uretfærdige baggrund gør Uris ”Hvad er sprog” sig ikke specielt bemærket; som nævnt markerer den sig særligt mht. sprogtypologien og de udenforstående iagttagelser af det danske sprog. Jeg vil mene, at vi er nået til et vadested, hvor der er behov for færre bøger om, hvad sprog er generelt, og man i stedet kunne håbe på et marked for populærvidenskabelige bøger om sprogvidenskabens enkelte discipliner.

Ordlandskaber

Af en skønlitterær forfatter venter man noget særligt af fremstillingsformen. Af og til svinger Uri sig da også op til fornøjelige stilistiske excesser som (om vandrehistorien om eskimoernes fantasillioner af ord for sne): ”sandhedskærlige lingvister [har] forsøgt sig med en ordentlig omgang snerydning i dette myteomspundne vinterordlandskab” (s.121). Niveauet er imidlertid ujævnt, således at der i mange afsnit lægges ud med anekdoter i en damebladsagtig koket stil for derefter at skifte til en temmelig teknisk gennemgang. (Det indledende afsnit om de sproglige niveauer fonologi/morfologi/syntaks/semantik kunne være taget fra en hvilken som helst begynderbog i almen lingvistik). Det får den virkning, at det anekdotiske stof – der kunne fungere som udmærkede digressioner i et mundtligt foredrag – kommer til at virke utilsigtet nedladende. Andre steder er der dog vid og bid i fremstillingen. Lad os slutte med at citere fra Uris udlægning af eufemistisk sprogbrug:

Links:

Helene Uris hjemmeside

Anmeldelsen i sit oprindelige forum (FSKK Nyhedsbrev)