|
METAFORER TIL FORTÆRING
Oprindeligt trykt i North-Art Magazine nr. 28, 2000. Genoptrykt i bogen Det virtuelle cocktailparty, 2010.
Isen mellem øerne - og andre fantastiske fortællinger. Novellesamling af Bernhard Ribbeck. Forlaget Klim, 222 sider.
''Fantastiske fortællinger'' lover undertitlen på Bernhard Ribbecks første rigtige novellesamling. (En del af historierne har tidligere cirkuleret i mere beskedne udgaver, men her er de altså i professionelt udstyr fra et etableret forlag - lidt retfærdighed er der til i verden). Uanset hvordan man læser det, lover undertitlen ikke for meget.
De fleste læseres associationer til ''fantastisk fortælling'' er formodentlig gotiske klassikere, Poe, Wilde og ''Abehånden'', isprængt Kafka og Virginia Woolf, måske, hvis bølgerne går højt, Borges og nogle af de magiske realister. Der er noget etableret og lidt støvet over den ellers så rummelige betegnelse, ligesom sammentrækningen ''fantastik'' peger i retning af det spidsfindigt intellektuelle, Robbe-Grillet og Christine Brooke-Rose. Ribbeck hører hjemme et andet sted, nemlig i den mere forfinede ende af den moderne anglo-amerikanske science fiction- og horror-tradition. Hans ''fantastiske fortællinger'' er historier af den type man - især i 60erne og 70erne - kunne finde i engelsksprogede science fiction-magasiner (uanset om den enkelte fortælling strengt taget var science fiction eller ej), skrevet af forfattere der berigede genrelitteraturen med formmæssige ambitioner. Et par stykker, som J.G. Ballard, fandt senere vej til et bredere publikum; de fleste er, ihvertfald herhjemme, forblevet kræs for kendere.
...
Det er heller ikke litteratur som frejdige science fiction-fans med hang til computere og kvantefysik vil føle sig hjemme i. Nogle få steder, som i novellen ''Bølger'', kommer Ribbeck tæt på moderne science fiction i formen. Oftere narrer han, og bedst som en science fiction-Iæser vil begynde at føle sig godt veltilpas, slår forfatteren til med en skævvridning eller allegorisering.
''Assantis lov'' bygger på en af disse geniale ideer, som virker så indlysende, at man ikke forstår, man ikke selv er kommet på den: Gamle billeder er sort-hvide fordi verden dengang var holdt i gråtoner. Farver er (ligesom perspektiv!) et fænomen af nyere dato. Det er den slags inspireret galimatias også briten lan Watson excellerer i, og Ribbeck lader ikke nogen noget efter hvad angår sans for absurde detaljer. Som her hvor fysikeren Assanti observerer de første, spæde farver:
|
En dag havde han taget sin samling med nøgenfotos af cirkusdværge frem for at ordne den efter forskellige typerlilleputter, kondrodystrofiske dværge osv. - da han bemærkede en uoverensstemmelse, der gjorde ham svimmel, fordi han ikke kunne forklare sig den, fordi han ikke havde ord for den. Fordi der ikke fandtes ord for den.
|
Men hvor en Ian Watson, som de fleste science fiction-forfattere, ville anlægge poker-face og strengt regne på følgerne af de absurde præmisser, er Ribbecks ærinde mere personligt, mere - ja, udpræget - metaforisk. Ribbecks billeder er ofte forbløffende anekdotiske. Det gør hans fantastiske historier nærværende, ikke sådan at de ikke foregår i sære miljøer eller på fremmede planeter, men sådan at de unddrager sig den kunstlethed og intellektualisering som ellers let kommer til at præge litteratur der så bevidst opererer med mange niveauer.
Ribbecks billeder virker oprigtige som den udtryksform der falder ham mest naturlig. Når de er smukkest, er de slet og ret hjerteskærende; jeg har endnu ikke læst ''Fotostat'', en kærlighedshistorie der udspiller sig i et universelt nature morte, uden at få tårer i øjnene. Det er metaforer til fortæring, tilberedt med tanke på den ægte eksistentielt hungrende, snarere end den testsmagende gourmet (som ellers også nok burde applaudere).
Selvfølgelig er der små smuttere. Eksperimenterende genre-litteratur er nu engang ikke altid så meget avant-garde i praksis som den er det i egen selvforståelse - oftere er der tale om ældre nyskabelser som er godt på vej til at vinde almen indpas i populærkulturen. F.eks. ville psyko-gyseren ''Zingerle'' efter min mening være blevet bedre af at formidle sin bevidststrøm med helt traditionel tegnsætning. Men det skal retfærdigvis nævnes at dette er et irritationsmoment jeg også, og i endnu højere grad, finder hos Ribbecks åbenlyse forbilleder, f.eks. amerikaneren Harlan Ellison.
...
Ribbecks verden er en fragmenteret, moderne verden, uden andre absolutter end døden (og i lysere øjeblikket, Gott sei dank, kærligheden, selvom han er mildt sagt desillusioneret med hensyn til følelsernes varighed). Men hans modernitet er - som i øvrigt også Ellisons - af ældre dato. Det er vel ikke længere et oxymoron at tale om en gammeldags modernist. Til gengæld er det en kompliment. Ribbeck er uironisk. Han begræder Guds død og værdiernes opløsning, i stedet for at gøre sig lystig over dem.
I denne sammenhæng virker maskespillet lettere forvirrende. For figuren Bernhard Ribbeck er en kunstnerisk kreation, en del af værket. For nogle kan det være afgørende at adskille rollen som kritiker og skabende kunstner, men Ribbeck-navnet optræder både som forfatter til essays, anmeldelser og kritik. For andre kan adskillelsen af det skabende jeg og hverdagens persona være en forudsætning for hæmningsfri kreativitet. Måske således i Ribbecks tilfælde. Hvad der derimod forvirrer mig er niveau-sammenblandingen, den mytologiske Ribbeck, rejsende i tid og rum, der optræder i Frank Tomozys kunstudstillinger Ribbecks rejser, over for den odenseanske forfatter af samme navn. Når nøglenovellen ''Æd mine drømme'' så beretter om kunstudstillingen Souvenirs fra Schennas rejser, og figuren Gerold Schenna i andre af samlingens noveller besøger planeten Nakorza, så er vi helt ude i det postmoderne overdrev. Hvilket ikke generer mig personligt, men virker i flagrant modstrid med det ribbeckske grundsyn.
Selvom Ribbeck uomtvisteligt står i gæld til ældre science fiction-modernister som Ballard og Ellison, hører han alligevel ikke helt til i deres rækker. Under læsningen af samlingen blev jeg pludselig overvældet af associationer til en helt anden af de store ... en forbindelse der ærligt talt rystede mig lidt, og som jeg er bange for, Bernhard Ribbeck ikke vil finde særligt smigrende. Jeg tænker på ligheden mellem Ribbecks stil og Ray Bradbury.
Folk uden et insiderforhold til science fiction og fantasy vil måske undre sig over at sammenligningen ikke er en ubetinget kompliment. Bradbury er kendt som en stilsikker, poetisk fortæller, elsket langt uden for genre-fans' rækker. Til gengæld har han ikke altid haft en lige høj stjerne inden for genren.
Bradbury er, som det engang er blevet udtrykt, science fiction for folk der ikke kan lide science fiction. Sandt er det i hvert fald at han igennem tiden er blevet læst af mange der ellers ikke er til ''den slags''. Bradbury er anti-science fiction. Adspurgt om sin holdning til fremtiden svarede han: I'm trying to prevent it! Bradbury er nostalgisk, lavteknologisk, grænsende til det reaktionære. Bradbury er irrationel, en myte- og gyserfortæller der af og til iklæder sine drømme og mareridt en overfladisk fremtidsdragt
Teknologien og videnskaben, i det omfang den måtte optræde, er reduceret til forvridninger af det kendte: En rumrejse er en sommerferieudflugt med saftevandsdunke, rummet selv vidtstrakte grønne enge. I Bradburys verden er året altid 1925, også når vi kommer til Mars. Øjnene der ser, er altid en lille drengs, og ofte en skræmt sådan. Det er altid sensommer eller oktober i landet.
Men Bradbury er også poetisk, en melankoliens mester der sprogligt raffineret formidler den bittersøde erkendelse af egen forgængelighed. Når Ribbeck er bedst, er han ofte en Bradbury, omend en socialt indigneret sådan. Hans forgængelighedsfølelse søger ikke borgerlig trøst; snarere end at begræde tabet af provinsielle værdier fra sidste sekelskifte, sørger han over menneskeheden, over historieløsheden, over den manglende skæbne. Som Bradbury er hans science fiction uden megen science, langt tættere på gyset og parablen, men skrevet på en bevidst forankring i Kafkas og Camus' århundrede.
...
Ribbeck er bedst når han er lavteknologisk og fremmaner en altmodisch atmosfære, og det gør han påfaldende ofte. Hans landskaber er landlige, befolket af forbeholdne, indadvendte mennesker: Mellemeuropa, Irland, eller blot som i titelnovellen dansk provins derude hvor gårdene ligger allermest spredt.
Selv hans Nakorza (planeten i ''En blå og skyfri himmel'') er en verden af dale og dybe skove, af kroer og landsbyer. Hans farver er efterårets farver, og hans mennesker og miljøer er intenst sansede. Et markant, gennemgående træk er den intimitet fortællerne opnår ved at udnytte de nære sanser, først og fremmest dufte: regnvådt løvfald, dieselbenzin, legemsvæsker, tang, frisk finskåren tobak, hele tiden tobak!
Derimod virker storbyrealisten Ribbeck, som vi møder ham i f.eks. ''Jongløren'' og ''Æd mine drømme!'', noget mere postuleret, måske for overlagt politisk. Samlingens højdepunkter er tekster som ''Den røde billet'', ''En blå og skyfri himmel'', ''Gensyn i Kinvarra'' og "Isen mellem øerne", der fungerer både som sansebombadementer og velafrundede fortællinger. Når han giver den som eksistentialistisk Bradbury, er Ribbeck en unik stemme som ikke blot giver en lyst til at lytte på grund af klangen, men som også har noget at sige.
Tilbage til Det virtuelle cocktailparty
Links:
Bernhard Ribbecks hjemmeside
North-Art Magazine
|
